Sommersæsonen 2016

Så er der status på sommersæsonen 2016. Klubben nåede op på i alt 18.488 roede km, hvoraf de 4.364 km blev roet udenfor klubbens lokale ro-farvand. 1.364 km af de lidt over 18.000 km blev roet af gæster fra andre klubber og folk, der ønskede en prøvetur eller deltog i ro-skolen.

8 af vores medlemmer har roet mere end 750 km (udløste en Sølvåre) – tre af disse roede endda mere end 1.000 km – og en enkelt nåede 1.500 km (udløste en Guldåre).

Samlet set opnåede Nivå Roklub en 7. plads i motionsturneringens 1. division. De 16.114 km blev roet i inriggere, resten især i coastal-både.

I kaproningen blev det til et mesterskab i coastal W4X ved Øresunds Blå Bånd i Humlebæk, mens vores maraton-roere fik en flot 4. plads i mix-klassen ved Øresund Maraton.

Sæsonens langture foregik i henholdsvis Grækenland, Lofoten og Danmark, herunder Slesvig, Gudenåen, Isefjorden, Furesøen samt de københavnske kanaler.

Super sæson – vi glæder os til 2017!

Øresund Maraton, afgang fra Nivå
Foto: Nivås maraton-hold, De Sælsomme, er klar til at blive sendt afsted.