Er du konkurrencemenneske og vil du have sved på panden? Så er kaproning måske noget for dig.
Alle, som har lyst til at prøve denne form for aktiv roning, kan deltage i både træning og stævner. Det er frivilligt, om man vil stille op til konkurrence, men det er helt sikkert en rigtig god motivationsfaktor i træningen.
Målrettet træning
Kaproningstræning er en mere målrettet træning end det, som klubroningen normalt giver mulighed for. Målet er at blive bedre til at ro; at få en god roteknik, at kunne ro i et højt tempo over længere strækninger, og få opbygget en rigtig god grundform.
Som udgangspunkt bør du træne et par gange om ugen både sommer og vinter for at kunne opbygge den grundform, som der skal til for at kunne ro både hurtigt og langt. Under træningen, hvad enten det er på vandet eller i ergometer, lægger vi fokus på både teknik, tempo og samarbejde.
Ved deltagelse i stævner (regattaer) møder vi en masse roere fra andre klubber, der trods konkurrencen imellem klubberne er med til at opbygge et netværk, som man glæder sig til at møde igen og igen.
Kaproning i sommersæsonen – på vand
Træningen om sommeren er afhængig af vind og vejr, så træning aftales fra gang til gang. Det er muligt at kombinere kaproningstræning med den almindelige klubroning. I Nivå Roklub har vi 4 både til kaproningstræning: “Kræmmer” (2-åres inrigger), “Fredensborg” (4-åres inrigger), “Chancen” (outrigget coastal-båd med plads til 4 roere og styrmand) og “Andersand” (outrigget coastal-båd med plads til 2 roere).
Coastal
Coastal er en nyere bådtype i Danmark, som åbner op for nye muligheder for roning på hav. Coastal-båden er bygget til store farvande, og der roes med to årer – gerne i store bølger.
Klubben har faste hold til kaproningstræning først og fremmest i vores Coastal-både. Selvom disse både særligt vil blive brugt til kaproningstræning kan de selvfølgelig bruges af alle medlemmer i klubben, uanset om man er vant til at ro med en eller to årer, er ung eller ældre, eller er til hurtig eller langsom roning. Alle frigivne roere tilbydes instruktion i coastalroning.
FOTO: Danish Open Coastal Rowing ved Bellevue Strand
Stævner
Sommeren byder på forskellige langdistancekaproninger:
- ”Blå Bånd” i Humlebæk
- Copenhagen Harbour Race
- Danish Open Coastal Rowing
FOTO: Copenhagen Harbour Race i Københavns Havn
Nivå Maraton 11. september 2021
Den 12. september 2020 blev det første Nivå Maraton afviklet. Og det gik rigtigt godt: Alle de 16 tilmeldte både gennemførte maraton-distancen i kilometer over ruten Nivå – Skovshoved og tilbage igen. Læs mere
Nivå Maraton afholdes i 2021 den 11. september.
Maraton i Nivå er ikke nyt. I mange år stod Karlebo Roklub – idag Nivå Roklub – for at afvikle det årlige maraton i Øresund. Fra 2011 overtog ARK – Amager Ro- og Kajakklub – Øresund Maraton med start fra ARK og pausested i Nivå. I 2018 stoppede ARK med arrangementet.
I anledning af lukningen af Øresund maratonløb i 2018 så Roinfo i en miniserie på tre artikler tilbage på det legendariske Karlebo Marathon – og nej, der er ikke en stavefejl i ”marathon”. Karlebo Marathon blev stavet med ”h”. Roinfo har lagt ud med et interview med Nivå Roklubs formand, Anders Kabel, der i cirka 30 år var Karlebo Roklubs maratonkoordinator.
Læs med her:
roinfo.dk/langdistancekap/en-aera-i-dansk-rosport-er-slut
FOTO: Øresund Marathon med vending i Nivå
Kaproning i vintersæsonen – på land
Vintertræningen foregår i ergometer (romaskine). Her træner vi efter faste programmer, hvor der lægges vægt på både teknik, styrke, udholdenhed og hurtighed. Der vil være programmer med korte intervaller i højt tempo, længere intervaller i lavere tempo og et interval i lavt tempo. Der er mulighed for at supplere træningen med spinning.
Konkurrencer
Der er forskellige muligheder for indendørs konkurrence igennem vinteren, som fx:
Vinter Otter Grand Prix (8GP)
Vinter Otter Grand Prix er en turnering, hvor man ror som et stafethold på et Concept2 ergometer hjemme i sin egen klub. Der er to forskellige konkurrencer: Otter eller Firer-hold. Holdet ror i sin egen klub og indberetter alle resultater på 8GP’s website.
Turneringen omfatter 5 forskellige runder, som afvikles hver måned fra oktober til og med februar. Hver runde består af en unik konkurrenceform. Et hold behøver ikke bestå af de samme personer igennem hele turneringen.
I Nivå Roklub stiller vi hvert år op med et eller flere hold.